Overordnet strategi for 2025-2027
I Århus Omegn har bestyrelsen i 2024 vedtaget, at vi har tre overordnede strategiske fokuspunkter:
- Udvikling
- Social bæredygtighed
- Miljømæssig bæredygtighed
Alle strategiske fokuspunkter bygger på et fundament af økonomisk bæredygtighed.
Vi skal sætte fokus på udvikling i boligforeningen
Århus Omegn har gennem mange år skabt en sund kerneforretning. Det skal vi fortsat, men det er nødvendigt, at Århus Omegn som almen boligforening udvikler sig i takt med det omgivende samfund. Derfor vil vi sætte fokus på udvikling på tværs af boligforeningen. Med pilot- og udviklingsprojekter vil vi skabe den konstante udvikling, som er en forudsætning for, at vi også fremover kan tiltrække og fastholde beboere og medarbejdere og gøre det attraktivt at bo i Århus Omegn.
Århus Omegn har høje ambitioner og ønsker at være én af de boligforeninger, der rykker udviklingen og sætter nye standarder i den almene boligsektor.
Vi vil arbejde for social bæredygtighed
Social bæredygtighed handler om at skabe socialt velfungerende boligområder, hvor glæde, respekt, samvær og tryghed er med til at skabe trivsel for alle beboere. Derfor vil vi skabe gode rammer for social sammenhængskraft, deltagelse i beslutningsprocesser og social lighed.
Nærhed og naboskab er nøgleord, og derfor vil Århus Omegn dyrke det gode naboskab, som opleves på tværs af boligforeningen. Det gode naboskab understøttes ved at forebygge nabokonflikter og ved at have blik for de enkelte beboeres interesser og behov, og tilgodese disse gennem både små og store fællesskaber.
Vi vil arbejde for miljømæssig bæredygtighed
Miljømæssig bæredygtighed handler om at behandle jordens ressourcer med omtanke og respekt. At reducere CO2-udledning, bruge mindre fossil energi, spare på vandet, genbruge mest muligt og renovere ”grønt” og meget andet, som vi hver for sig og i fællesskab kan bidrage med.
I Århus Omegn står vi sammen om at gøre miljømæssig bæredygtighed til en højt prioriteret del af hverdagen. Vi vil arbejde med miljømæssig bæredygtighed lige fra den mindre indsats i beboernes hverdag til den massive og tunge indsats i forbindelse med renoveringer eller nybyggeri. Hvert eneste skridt i den rigtige retning er med til at sikre, at vi kan give en mere bæredygtig verden til vores børn.
I 2025 vil vi arbejde særligt med udvikling, mens vi i 2026 vil arbejde med den sociale bæredygtighed og i 2027 vil vi arbejde med den miljømæssige bæredygtighed.
I 2025 vil Århus Omegn særligt arbejde med:
Cybersikkerhed
Forbedring/undersøgelse af vores cybersikkerhed. Vi skal sikre, at vi har den bedst mulige løsning til prisen.
Robotisering
Vi ønsker at løse flere opgaver ved hjælp af softwarerobotisering.
Serviceuddannelsen
Opfølgning på den fælles serviceuddannelse.
AI
AI integreres i daglig opgaveløsning.
Træpolitik
Det ønskes at vedtage og implementere en træpolitik.