Hvis du og din ægtefælle/samlever ophæver jeres samliv, vil den ene af jer have mulighed for at blive boende i boligen. Her kan du læse mere om reglerne.
Dødsfald
En ægtefælle, eller en person der indgår i registreret partnerskab, eller hermed sidestillet person vil, i tilfælde af lejers død, have en ret til at fortsætte lejemålet. Ved dødsfald skal pårørende kontakte vores servicecenter. Kontakt oplysninger findes nederst på siden.
Dødsfald m.v. - afdødes børn
Hvis den som står på lejekontrakten dør, har personer som blev forsørget af lejeren mulighed for at blive boende i boligen. Dette gælder eksempelvis afdødes børn under 18 år. Det gælder også i tilfælde, hvor lejeren flytter i ældrebolig, beskyttet bolig, på plejehjem eller lignende.
I de tilfælde, hvor en eller flere personer bliver boende efter personen på lejekontrakten er død, flyttet på plejehjem eller lignende, ses bort fra de almindelige krav til husstandens størrelse og sammensætning, og der skal ikke nødvendigvis betales nyt beboerindskud. Dette er dog under forudsætning af, at der ikke henstår et ikke indfriet beboerindskudslån.
Medlemsnummer ved dødsfald
Hvis indehaveren af et medlemsnummer dør, bortfalder nummeret som hovedregel, og det kan ikke tildeles andre personer. Men har afdøde en ægtefælle, en registreret partner eller en hermed sidestillet person, arver pågældende nummeret, med mindre den han/hun fraskriver sig det.
Skilsmisse
I tilfælde af separation eller skilsmisse kan parterne selv aftale, hvem der skal blive boende i boligen. Dette gælder uanset, om det kun er den ene part, som står som lejer på lejekontrakten. Hvis parterne ikke kan blive enige, afgøres det ved dom i familieretshuset, hvilken af ægtefællerne der har ret til at blive boende.
Samliv ophæves - 2 års regel
Der gælder dog en særlig 2-års regel. Reglen betyder, at parterne i udgangspunktet skal have haft fælles husstand i lejemålet i mindst to år for at kunne aftale, hvem der skal have ret til at fortsætte lejemålet.
Århus Omegn kan dog i særlige tilfælde tillade, at parterne aftaler, hvem der skal have ret til at fortsætte lejemålet, selv om husstandsfællesskabet har varet under 2 år, herunder såfremt hensynet til parternes mindreårige børn taler derfor.
Om nødvendigt træffes afgørelse ved dom. Der skal således være tale om en egentlig samlivsophævelse, hvorfor det f.eks. ikke vil være muligt for en søn eller datter at fortsætte lejemålet efter forældrenes fraflytning.
Formular omkring fortsættelse af lejemål finder du nederst på siden.
Vidste du:
At det er dit eget ansvar at tegne en indboforsikring?
Århus Omegns forsikringer dækker ikke dine personlige ejendele, hvis de bliver stjålet eller ødelagt - heller ikke selv om det sker i din bolig.
Blanketter
Blanketter
Blanket ved ophævelse af ægteskab og samliv